Akvarel, keramik og vævning i Galleriet på Industrien, Aarup | AssensBibliotekerne

Akvarel, keramik og vævning i Galleriet på Industrien, Aarup

Keramik og vævning
Photo: Mette Kvist Jørgensen

Hele 3 udstillere på Industrien i maj måned


Elisabeth Rask har lige siden barndommen interesseret sig for kunst, musik og samfundsforhold. Fra 1983 til 2021 har hun arbejdet som gymnasielærer sideløbende med, at hun har været billedkunstner.

Akvarel af Elisabeth Rask
Elisabeth fascineres af den kendte og elskede verdens voldsomme forandring i disse år og maler, hvordan menneskers fremtræden kan virke sørgeligt meningsløs set i dette større perspektiv: Den autistiske dreng, der undersøger bølgernes indvirkning på strandens sand, soltilbederne, der fester blindt, ægteparret, som tager på eventyr i sagalandet, men holder sig for øjnene. Naturen er stor og uudgrundelig, beboet af mærkeligt kryb og fisk. Æbletræerne i alleen ældes og bryder sammen, den amerikanske drøm er i frit fald. Det er motivkredsen på udstillingen. Akvarel som udtryksform har optaget Elisabeth lige siden hun boede og arbejdede i Grønland 1985-92.

 

Mor og datter. Mette Kvist Jørgensen - Keramiker og Laura Fogde Jørgensen - Tekstilhåndværker.

Håndvævet kaffevarmer
Mette har i mange år undervist i keramik i forskellige sammenhænge både på datidens håndarbejdsseminarie i Kerteminde og på forskellige højskoler. De seneste år har fokus været på at få skabt egne produkter i værkstedet.


Laura har siden sin uddannelse til Tekstilformidler i 2013 undervist i vævning og arbejdet med at skabe tekstiler både med vævning, tryk og broderi i sin lille enkeltmandsvirksomhed.

 

Der er fernisering torsdag d. 2. maj kl. 17.00, hvor alle er velkomne. Udstillingen kan ses hele maj måned i bibliotekets åbningstid.



Af: biosm

Udgivet: Tirsdag 30. april 2024 • Opdateret: Tirsdag 30. april 2024