Lektørudtalelse
Forfatter : Johanne Elvers Madsen
Kort om bogen
En skøn billedbog, der vender et lille barns helt almindelige hverdag på hovedet med sine omvendte udsagn: Fjeren har tabt en fugl, benene har tabt at gå og mælken har tabt et glas. Fra 2 år
Beskrivelse
I denne bog er der vendt op og ned på alting. Fjeren har tabt en fugl, skoen har tabt en fod, maden har tabt en tallerken, tisset har tabt en tissemand, munden har tabt en sut, tåren har tabt et øje og Felix har tabt en mor. Ind imellem er der ord, der kommenterer med små udbrud, fx "hov!", "se!" og "træt!". På sidste side har Felix fundet en mor, puden har fundet et hoved og sutten har fundet en mund. Det er en god sut. Godnat. Moni Nilsson kender vi på dansk fra "Linse og Gordon"-serien fx Kunsten at kysse og en lille far med store sko og "Siki"-serien fx Siki og Lillemor
Vurdering
En lille, skøn bog med kendte hverdagssituationer fra et lille barns liv. Illustrationerne er letaflæselige blyantstegninger, der tydeligt viser de små handlingsforløb: Maden der er spildt, sutten der mangler, tisset der er røget ved siden af. Teksten vender de helt almindelige situationer på hovedet og gør bogen til en tænksom og sjov bog, som børn og voksne sammen vil få meget sjov ud af. En oplagt bog til samtale, der stiller skarpt på begreberne "tabt" og "fundet", og hvilke ting, der hører sammen i verden
Andre bøger om samme emne
Har samme "omvendt"-humor som Lili elsker mad af Kim Fupz Aakeson og Siri Melchior, og Den forkerte bog af HuskMitNavn