Lektørudtalelse
Forfatter : Louise Urban Andersen
Kort om bogen
Danmarkshistorien skitseres med 50 kvindeportrætter. Til alle, der interesserer sig for kvinders underrepræsentation i Danmarkshistorien
Beskrivelse
Forfatteren ønsker med denne bog at give kvinder bedre mulighed for at spejle sig i Danmarkshistorien, der traditionelt er domineret af mænd. Hun ønsker desuden at kvinder skrives ind i historien, fremfor at blive beskrevet som en selvstændig og parallel kvindehistorie. Der bringes 50 portrætter af kvinder, kendte som ukendte, bl.a. Natalie Zahle, Inge Lehmann og Thit Jensen. Bogen er inddelt i temaer som fx parforhold og ægteskab, økonomi og iværksætteri samt kunst og litteratur. Hvert tema introduceres med en kort beskrivelse af de historiske forhold inden for emnet. Bogen beskriver kvinder i Danmarkshistorien frem til og med 1970'erne. Forfatteren har tidligere arbejdet med emnet på Instagram og i podcasten "Kvinde kend din historie"
Vurdering
Gennemarbejdet bog, der er gennemsyret af forfatterens passion og indignation over at kvinder har været, og til dels stadig er, oversete i Danmarkshistorien. Bogens titel har tydelig reference til "Kvinde kend din krop", og ønsker på samme måde at udbrede kvindehistorie til både kvinder og mænd. Det lykkes rigtig godt
Andre bøger om samme emne
Der er tidligere udgivet litteratur, der fokuserer på kvinderne i Danmarkshistorien, bl.a. i De danske kvinders historie, men bogen går ikke ned på portrætniveau af konkrete kvinder