Multimedievurdering
Forfatter : Lone Rahbek Christensen
Kort om spillet/multimediet
En lille gruppe snabeldyr kaldet Trebhums skal forsøge at overleve i en fjendtlig og surrealistisk verden fyldt med sære skabninger. Helt unikt, superflot og eventyrligt adventurespil for børn fra 10 år samt voksne
Beskrivelse
Spilleren styrer et lille snabeldyr, en såkaldt Trebhum, som skal forsøge at overleve i en mystisk verden fyldt med mærkelige skabninger og eksotiske planter. Det lille væsen finder efterhånden andre Trebhums, som den kan følges med. En stor cylinder ruller langsomt ind over landet og knuser alt på sin vej, så de små Trebhums skal hele tiden hoppe og rulle sig videre igennem landskabet. De kan samle mad og andre ting op med deres snabler. De kan bekæmpe fjender ved at skyde ting ud af snablen, men de kan også flygte. Ind imellem finder de ét af de over 50 mutationsstoffer, som kan få en enkelt Trebhum til at mutere, så den fx får længere ben eller kan svømme. Engelsk tekst og tale
Vurdering
Spillet er meget originalt og fantastisk underholdende. Der ligger et konstant pres for at komme videre, så cylinderen ikke indhenter én, men der er samtidig tid nok til at udforske de smukke og eksotiske omgivelser. De små Trebhums er virkelig nuttede, og man får hurtigt et tæt forhold til sin lille flok. De mange forskellige skabninger og planter er fantasifulde og eventyrlige. Grafikken er superflot og kulørt i kraftige, varme farver. Pegi: 12 samt ikon for vold
Andre spil/multimedier om samme emne/genre
Der findes ikke lignende PS4-spil, men Don't starve - mega pack er et andet godt survival adventurespil. Spillet minder om pc-spillet Spore