Personalet anbefaler: Jeg lægger dine breve under madrassen
Birgitte anbefaler: "Jeg lægger dine breve under madrassen" af Astrid Lindgren og Sara Schwardt
Vi kender alle Astrid Lindgrens børnebøger, og mange har også læst de bøger, der er skrevet om hende og hendes liv, men denne bog er noget helt specielt.
Det hele starter, da pigen Sara Ljungcrantz på 12 år skriver et indigneret og oprørt brev til Astrid Lindgren i 1971, fordi hun er fortørnet over ikke at have fået rollen som Pippi i filmatiseringen af bøgerne om Pippi Langstrømpe.
Astrid Lindgren modtog på det tidspunkt stakkevis af breve fra folk, og hun forsøgte at svare dem alle – i det mindste med et standardbrev, men brevet fra Sara gjorde et særligt indtryk og Sara fik et fyldigt og irettesættende svar, som gjorde hende så flov, at hun rev det i små stykker og skrev et undskyldende brev tilbage, og sådan opstod en brevveksling mellem den usikre og oprørske Sara og den ”gamle” livskloge forfatterinde – en brevveksling som varede ved, med lange pauser, indtil Lindgrens død i 2002.
Det er gribende læsning, og man fornemmer, at disse sporadiske breve fra forfatterinden har haft en enorm betydning for pigen Sara, som måske for første gang følte, at nogen virkelig forstod hende og tog hende alvorligt. På samme måde kunne Astrid Lindgren i Sara genfinde sider hos sig selv, og det blev hende magtpåliggende at forsøge at opmuntre denne unge, sårbare pige og give hende mod til at finde et ståsted og en tro på eget værd. De blev hvad Astrid Lindgren kaldte "beslægtede sjæle".
Får du lyst til at læse mere om Astrid Lindgren, kan jeg også anbefale biografien "Denne dag, et liv" af Jens Andersen.
Udgivet: Onsdag 13. april 2016 • Opdateret: Tirsdag 3. marts 2020