Lær matematik på en sjov måde | AssensBibliotekerne

Lær matematik på en sjov måde

App´en Dragonbox
Photo: Eget screenshot

App´en "DragonBox Algebra 12+" er både sjov og lærerig


Lyder algebra tørt og kedeligt? Det behøver det bestemt ikke være.

Har du et barn, der skal lære ligninger, så er spillet helt utrolig sjovt og samtidig lærerigt.

 

App´en DragonboxI spillet forklares principperne for ligninger på en virkelig underholdende måde, og spillet er meget intuitivt. De matematiske regneregler indføres gradvist og forklares helt enkelt. I begyndelsen er der billeder af dyr, som i senere kapitler gradvist erstattes af tal, bogstaver og matematiske tegn. Skærmen er delt i to, og spillet går ud på at reducere i elementerne, så dragen (senere x´et) er alene tilbage på den ene side.

Ikke alle læringsspil er lige vellykkede, men dette spil er faktisk så sjovt, at man slet ikke opdager, at man pludselig kan løse ret komplicerede regnestykker. Hvis man går i stå, kan man få løsningen præsenteret trin for trin.

Der er 10 kapitler - hver med 20 baner. Der er også en sektion med 10 kapitler til at øve sig på bagefter.

De første kapitler kan spilles af børn fra 8 år, og de senere kapitler er for børn fra 12 år og opefter. Det er også rigtig sjovt for voksne, og jeg blev selv så grebet af spillet, at jeg blev nødt til at gennemføre alle banerne. Man kan oprette op til 4 profiler.

Selvom app´en koster 69 kr, er den efter min mening alle pengene værd.

App´en kan hentes på iTunes og Google Play.

 

Anbefalet af
Lone Rahbek Christensen, bibliotekar & spilanmelder



Af: lrchr

Udgivet: Søndag 14. februar 2021 • Opdateret: Tirsdag 29. november 2022