Lone anbefaler 6 gode brætspil
AssensBibliotekerne er begyndt at udlåne brætspil
I min fritid anmelder jeg spil til Playstation 4 og Xbox One, men derudover er jeg en stor fan af brætspil, som jeg spiller med min familie og mine venner. Når jeg fx tager en tur i sommerhus med mine 2 søstre og deres familier, tager vi altid en bunke brætspil med.
Brætspil er rigtig hyggeligt at samles om i en stadigt mere digital verden. Brætspil er blevet meget populært i de senere år, og der er opstået brætspilcaféer og brætspilforeninger i mange byer.
Se en liste over AssensBibliotekernes brætspil
Du kan også bestille brætspil fra andre biblioteker i landet via Bibliotek.dk.
Her er nogle af mine personlige favoritter:
Quacks of Quedlinburg
Sjovt og underholdende spil, hvor I skal brygge hver jeres hemmelige eliksir med ingredienser trukket op fra en stofpose. Men pas på, for de forkerte ingredienser kan få eliksiren til at eksplodere. 2-4 spillere. Fra 10 år.
Drop It
Anderledes spil, hvor I på skift skal smide en brik ned i et tårn. Brikkerne har forskellige farver og former, og de må ikke røre ved andre brikker i samme farve eller form, så det er faktisk ikke så nemt. 2-4 spillere. Fra 8 år.
0-9
Strategisk spil, hvor I skal placere talbrikker i forskellige former, så de giver flest point. Er du - som mig - gammel Tetris-mester, er det lige spillet for dig! 1-4 spillere. Fra 8 år.
Alhambra
Hyggeligt og fint strategispil, hvor I dyster om at bygge det største og flotteste palads, bestående af 6 forskellige slags bygninger. 2-6 spillere. Fra 8 år.
Azul - Summer Pavillion
Udfordrende og smukt spil, hvor I hver især skal bygge et flot gulv med mosaikfliser i forskellige farver. Kunne du lide grundspillet "Azul", vil du også elske dette - og nye spillere kan sagtens begynde her. 2-4 spillere. Fra 8 år.
Stone Age
Hyggeligt strategispil, hvor I skal kæmpe for at overleve i stenalderen. I skal bl.a. samle mad, jage, dyrke jorden, udvide jeres stamme og konstruere redskaber. 2-4 spillere. Fra 10 år.
Du er altid meget velkommen til at spørge mig om forslag til gode brætspil til netop DIG og din familie/venner! Du kan maile til mig på lrchr@assens.dk eller møde mig på biblioteket. Jeg er som regel på Haarby Bibliotek om mandagen kl. 10-13 samt på Assens Bibliotek om torsdagen kl. 14-18.
Rigtig god fornøjelse :-)
Lone Rahbek Christensen
Bibliotekar og spilanmelder
Udgivet: Mandag 18. oktober 2021 • Opdateret: Tirsdag 3. oktober 2023