70 år med Rasmus Klump | AssensBibliotekerne

70 år med Rasmus Klump

dekorativt billede
Photo: AssensBibliotekerne

Flere generationer har fulgt den pandekageglade bjørns eventyr sammen med vennerne på skibet Mary


Generationer af danskere er vokset op med historierne om Rasmus Klump og vennerne på det gæve skib Mary.

 

Husker du også Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle fra din barndom? Det gør dine forældre sikkert også, og måske har du allerede læst om vennernes eventyrlige rejser til alt fra Pingonesien til Fortidsland for dine egne børn.

I år er det 70 år siden, at den lille bjørneunge med polkaprikkede bukser og en blå strikhue optrådte som tegneserie i Berlingske Aftenavis for første gang. Rasmus Klump blev skabt af tegneren Vilhelm Hansen, og hans kone Carla skrev dialogen til historierne.

Allerede i 1952 kom det første album med titlen "Rasmus Klump bygger skib", hvor Klump og hans venner Pingo, Pelle og Skæg bygger skibet Mary, der er opkaldt efter Klumps pandekagebagende mor.

 

Fra avisstribe til international succes 

Striberne om Rasmus Klump og hans venner blev hurtigt en international succes, og fire år efter premieren blev avisstriben trykt i 120 internationale aviser. Der er udgivet over 100 forskellige bøger med Rasmus Klump og serien er udgivet i mere end 21 lande. 

Foruden de mange skønne tegneseriebind kan du i dag finde alt fra en julekalender til Pixi-bøger om Rasmus Klump og vennerne. Herunder har vi samlet et udpluk af Klump-historier, som både nye og trofaste fans kan gå på opdagelse i.  

Hip hurra for verdens bedste Rasmus Klump! Vi er sikre på, at historierne vil glæde læsere i mange år fremover.

 

Oprindeligt skrevet af Tea, Aalborg Bibliotekerne.

: 5 minutter i godnat : Rasmus Klump
(2021)
En samling af 12 hyggelige historier med den velkendte figur Rasmus Klump og hans mindst lige så kendte venner. For 3-6 år
Emneord: Rasmus Klump
Henrik Rehr: Rasmus Klump - min første ordbog
Af Henrik Rehr (2021)
Tag på opdagelse i Rasmus Klumps verden og sæt ord på forskellige ting og dyr på bondegården, i havet, i junglen, i byen og mange andre steder. Til børn fra 1-3 år
Carla Hansen (f. 1906), Vilh. Hansen (f. 1900), Jan Solheim, Thierry Capezzone: Min store eventyrbog med Rasmus Klump
Billedbog. Eventyr genfortalt med Rasmus Klump og hans venner i rollerne som svinedrengen, prinsessen på ærten og andre kendte eventyrfigurer
Emneord: Rasmus Klump
Per Sanderhage, Thierry Capezzone: Carla og Vilhelm Hansens Rasmus Klump og den flyvende gris
Tegneserie. Rasmus Klump og vennerne er taget til søs i det gode skib Mary. Da de møder Spræng-Gris og hans fyrværkeri går det galt. Heldigvis forstår vennerne hvordan en god ide, nogle brædder og et par pandekager kan redde dagen
Emneord: Rasmus Klump venner
Per Sanderhage: Verdens bedste Rasmus Klump
Af Per Sanderhage (2018)
Billedbog. Samlebind med syv nyere Rasmus Klump-eventyr, hvor vi blandt andet kommer med i Tivoli, på Kageøen og hos nisserne og redder pandekageskibet
Emneord: Rasmus Klump
Per Sanderhage, Henrik Rerh: Rasmus Klumps bog om tal
Billedbog. Rasmus Klump kan spise 20 pandekager, men hvor mange er det? Mens Mor Klump bager pandekager, går Rasmus Klump og hans venner på opdagelse for at tælle til 20
Emneord: Rasmus Klump tal


Af: annsk

Udgivet: Torsdag 9. december 2021 • Opdateret: Torsdag 9. december 2021