Anbefaling: Mine mænd af Victoria Kielland | AssensBibliotekerne

Anbefaling: Mine mænd af Victoria Kielland

Bogen Mine mænd
Photo: AssensBibliotekerne

Kan en roman om USA’s første kvindelige seriemorder være poetisk og lyrisk?


Victoria Kielland formår det til fulde, når hun beskriver den autentiske historie om den 17-årige tjenestepige Brynhild, som emigrerede fra Norge til USA i slutningen af 1800-tallet. Brynhild havde forelsket sig i gårdens arving, men da hun blev gravid, sparkede han hende i maven, så hun mistede barnet.

Efter flugten til USA, giftede Brynhild sig to gange og skiftede navn, først til Bella, senere til Belle. Begge ægtemænd døde på mystisk vis, den ene ved at få en kødhakker i hovedet. Belle klarer frisag og starter på en frisk med sine tre adopterede piger og hun begynder at svare på kontaktannoncerer fra en lokal skandinavisk avis. Mændene kommer til hende fra nær og fjern med heste og penge på lommen, men de forsvinder lige så hurtigt igen.

I juli 1930 fandt man på Belles nedbrændte gård i Indiana ligene af 30 mænd, en kvinde og tre børn. Belle selv var forsvundet og blev aldrig pågrebet af myndighederne. Om hun var død eller startet forfra et andet sted, blev aldrig opklaret.

Bogen har et langsomt tempo og et sanseligt sprog; ”sommeren var smittet af på hendes hud”, ”blikke falder langsomt som tyktflydende dråber”, ”søens sølvblink, den blide brise, markens gyldne kornaks og lugten af nypløjet muld ledsager blodige slagtninger”.

Læs den, hvis du vil have en smuk og anderledes læseoplevelse.

Oprindeligt skrevet af Eva Winther, Egedal Bibliotekerne.

Victoria Kielland: Mine mænd : roman
Roman om tjenestepigen Brynhild, der emigrerer fra Norge til USA i slutningen af 1800-tallet. Hun gifter sig flere gange og kæmper med at finde sin vej i livet og i samfundet. Efter sin død bliver hun kendt som Amerikas første kvindelige seriemorder. For læsere af historiske romaner


Af: edina

Udgivet: Mandag 21. november 2022 • Opdateret: Mandag 21. november 2022