Jørgen anbefaler Don Manuel den gode af Miguel de Unamuno | AssensBibliotekerne

En udfordring for præster? Det er min umiddelbare tanke efter, at jeg 2 gange har læst Miguel de Unamunos ”Don Manuel den gode”. En lille kortroman på 84 sider skrevet i 1931. Ud fra årstallet er den måske nok bedaget, men samtidig i sin grundtematik, på en næsten mærkelig måde, aktuel bekræftet gennem nutidens diverse TV-programmer, artikler, interviews, podcasts etc., der alle tager fat i forholdet mellem tro og etik og en nærmest moderne form for den eksistentialisme, som f.eks. Søren Kierkegaard stod for. Selv efter den 2. koncentrerede læsning må jeg spørge mig selv, om dette kun er en bog for katolikker, præster eller andre af kirkens folk? 

Historien foregår i en lille spansk landsby Valverde de Lucerna, og fortælleren, Angela, er en troende kvinde, som starter sin beretning som 10-årig og slutter den, da hun er i halvtredserne. Hun er sognebarn af den lokale og særdeles karismatiske præst Don Manuel. En præst som fuldstændig betager hele landsbyen i sit utrættelige virke for at hjælpe alle og samtidig udbrede og bekræfte den katolske kirkes tilhørsforhold til Gud, tro og religion. Hans stemme, hans intellekt ja hele hans godhed og fremtoning er så overbevisende, at alle ser ham som en kommende helgen. Angela præsenterer Don Manuel for sin, fra USA hjemvendte, bror Lazaro. Selv om Lazaro er erklæret ateist, udvikler de 2 mænd alligevel et nært venskab og har mange religiøse og filosofiske samtaler. Lazaro bliver medlem af menigheden, selv om søsteren kender hans ube-tingede ateisme. Omvendt erfarer Lazaro, at Don Manuel har en ukendt og hemmelig side, som en katolsk præst, der dybest set vakler mellem sig selv og præstegerningens kald. Don Manuel fortæller Lazaro, at lyk-ken er vigtigere end sandheden: ”Min opgave er at bringe mine sognebørns sjæle til live, at gøre dem lykkeligere, at få dem til at drømme om et evigt liv.” Er det så svigt af sindets tro over for tro på det levende liv? Således er Don Manuel både klar, men samtidig også uklar omkring sit eget trosforhold: ”Mit virke er at trøste andre, selv om trøsten jeg giver dem, ikke er min egen”. Ud fra de sidste 4 ord må trøsten så være fra Gud, som åbenbart alligevel har en niche hos Don Manuel. Lazaro`s egen ateisme bliver også påvirket og udfordret af Don Manuels personlighed og stærke karisma. Længes begge mænd et eller andet sted efter tilkendegivelsen ”Dona nobis pacem” (Giv os fred), ordene som indgår i den katolske kirkes messe lige 
inden nadveren? 

Jeg synes ”Don Manuel den gode” er en svær bog at læse, men måske ”læser” jeg den ikke på den rigtige måde? For en anden anmelder kalder den uden tøven for ”en interessant og livsbekræftende fortælling om tro, tvivl og tilgivelse – kort sagt meningen med tilværelsen. Virkelig læseværdig”.

Til sidst skal du lige have et par bonus oplysninger: Forfatteren Miguel de Unamuno lærte sig dansk for at kunne læse og bedre forstå Søren Kierkegaard + Bogen er med på ”Index Librorum Prohibitorum” – den katolske kirkes liste over forbudte bøger.