Læseudfordringen "En vild og virkelig historie"
Er du også en af dem som synes, at det er spændende at læse romaner om virkelige personer og virkelige begivenheder?
Der er masser af inspiration i denne måneds Læseudfordring. Vi har fundet en god stak bøger med spændende historier om mænd og kvinder, som har gjort noget særligt eller oplevet noget særligt og bøger om fiktive personer, men som tager udgangspunkt i virkelige begivenheder.
I ”Grevinden” af Henriette Rostrup kan du møde tjenestepigen Angelica, som voksede op på Nørrebro og som startede med at arbejde som tjenestepige. Senere fik hun mulighed for at rejse rundt i Europa sammen med sin homoseksuelle ven, Adolf Goertz. Og til sidst fik hun adgang til de højeste kredse gennem en arv.
I bogen ”Tyngdens kraft” af Nina Bolt, kan du møde en anden spændende kvinde, nemlig den franske filosof Simone Weil. Simone var jøde og hun flygtede derfor med sin familie til USA i 1942. Simone vendte dog efterfølgende tilbage til Frankrig, hvor hun arbejdede for modstandsbevægelsen.
En anden fortælling fra krigens tid foregår i Nordøstgrønland i 1943. Her handler det om kampen om områdets vejrstationer, som er meget vigtige under krigen da de – udover at give meldinger om vejret, også informerer om bombefly, ubåde og skibskonvojer. I Tonny Worms bog ”Spor i sneen” følger vi slædeføreren Marius Jensen, som opdager at der er ankommet tyske tropper til området og som derfor gør alt hvad han kan for at advare danskerne.
Er du mere fortællinger om farverige personer i gamle dage, så kan du prøve ”Drakenberg” af Christian Jakobsen. Drakenberg, som var en af sin samtids mest berømte mennesker, døde i 1772 efter et langt og spændende liv. Han blev født i Norge, men som sømand kom han vidt omkring bl.a. var han på Cypern og i Aleppo.
Se mere om Læseudfordringen på vores hjemmeside, hvor du også kan printe udfodringen ud.
God fornøjelse med læsningen.
Udgivet: Torsdag 19. oktober 2023 • Opdateret: Tirsdag 21. november 2023