Eventyrlig tegneserie - anbefalet af Majbritt
"Lightfall - Vogterne af den evige flamme" af Tim Probert
"Lightfall - Vogterne af den evige flamme" er en tegneserie med en finurlig streg. Tegningerne er fyldt med små detaljer, hyggelig stemning og flotte scenarier, selvom der ikke er så meget dybde i billederne. Men med alle de flotte detaljer i forgrunden, gør det ikke så meget med dybden. Tegneserien henvender sig til alle, der er glade for genren fantasy og et klassisk rejseeventyr.
I starten af tegneserien møder man Bea, der bor sammen med sin bedstefar i skoven. En dag hun er ude og samle urter i skoven, forsvinder bedstefaren sporløst fra deres hjem. Han har kun efterladt et brev, hvor han skriver: "Jeg har glemt at tilse Den Hvileløst Sovendes Segl". Bea begiver sig ud på en rejse for at finde sin elskede bedstefar, ret hurtigt møder hun Galdurianeren Cad, de to slår følge og skal igennem mange forhindringer og møder med mystiske både venlige og ikke så venlige væsner.
Serien er i tre dele og den første, "Vogterne af den evige flamme" er kun starten på en lang eventyrlig rejse med flotte landskaber, mærkelige væsner og mystiske gåder.
Anbefalet af Majbritt Stausholm Frederiksen
Udgivet: Torsdag 7. november 2024 • Opdateret: Torsdag 7. november 2024