Nuanceret fortælling om alkoholisme - Lars anbefaler | AssensBibliotekerne

Nuanceret fortælling om alkoholisme - Lars anbefaler

Bogforside: Glem mig
Photo: Bogforside

Vores praktikant Lars anbefaler Alex Schulmans bog "Glem mig"


Alex Schulman er i hjemlandet Sverige et etableret forfatternavn, hvilket ikke mindst skyldes et indholdsrigt bagkatalog af udgivelser. Heraf er fem af værkerne selvbiografiske. "Glem mig", der oprindeligt er udgivet i 2016, er én af disse levnedsskildringer. Det er imidlertid med den fiktive roman "Overleverne", at Alex Schulman i 2020 har fået sit internationale gennembrud. I 2022 ventes et andet af forfatterens værker "Brænd alle mine breve" at blive udgivet på dansk.

Erindringsværket "Glem mig" er en nuanceret fortælling om alkoholisme, hvor en familie må se følgerne af denne afhængighed som et disharmonisk grundvilkår for tilværelsen. Alex og hans to brødre vokser op med moderens alkoholmisbrug, hvor barndommens manglende tryghedsfornemmelse i stedet erstattes af en almengyldig sørgmodighed. Børnene må udvikle en fintfølende forsigtighed i deres omgang med en mor, der uafbrudt svinger imellem forskellige sindsstemninger. Hør blot børnenes indøvede rutiner: ”Vi lærte at bo under samme tag som hende. Vi vænnede os til at lege meget stille. Og vi lærte alle lydene at kende fra hendes soveværelse. Hvis en af os brødre gjorde sig skyldig i en klodsethed, så noget faldt på gulvet, stivnede vi alle sammen og lyttede mod soveværelset”.

Værkets overordnede ramme fremstår som en kærlighedserklæring fra en søn til en mor. Det er i den indeværende relation, at Alex Schulman med fortræffelig sans registrerer og fremskriver de små underlæggende ændringer, der på én gang betoner nærheden og afstanden imellem mor og søn. Udadtil er forestillingen om den sammenhængende familie en smuldrende facade, som sønnerne også må bruge deres voksenliv på at reparere. Den forsigtige optimisme består ved håbet om at redde moderen – og ikke mindst relationen - ved at få moderen til at indvillige i et behandlingsforløb. 

Det, man som læser får serveret, er én lang følgevirkning af et alkoholmisbrug, der finder sit udgangspunkt i barndomstilværelsen og strækker sig helt ind i voksenlivet. Det bliver således også en fortælling om arv og miljø, når Alex på sin egen krop mærker en panikangst, eller når han må tilsidesætte sit eget familieliv for at pleje sit forhold til moderen. Alex’ åbenhjertige tilgang til de konfliktfyldte erindringer tematiserer de mange komplicerede lag, der er alkoholmisbrugets hjørnesten. Det er aldrig kun det enkelte menneske, der er inddraget – men også alle dem i den nære omkreds. 
 



Af: lrchr

Udgivet: Mandag 29. november 2021 • Opdateret: Mandag 29. november 2021