Romaner som er på vej | AssensBibliotekerne

Romaner som er på vej

Bog med hjerte
Photo: Colourbox

Her er 20 krimier/romaner, som snart udkommer, og som nok skal blive populære


Hold øje med banneret "Nyt på hylderne" på forsiden af vores hjemmeside, hvor du kan se lister med de nyeste bøger - bl.a. romaner, krimier og fagbøger.

Rigtig god fornøjelse!

 

Den barmhjertige samaritaner

af Cilla og Rolf Börjlind - udkommer i januar
7. bind i serien med kriminalassistent Olivia Rönning og Tom Stilton.
Olivia Rönning er forsvundet. Hendes kollega ved den national operative afdeling, Lisa Hedqvist, indser hurtigt, at hun må være forsvundet mod sin vilje. Da Tom Stilton hører, hvad der er sket, beslutter han sig for at bryde sin selvvalgte corona-karantæne i skærgården. Sammen følger Lisa og Tom sporene til en ensomt beliggende hytte. Men da de når frem, står hytten i flammer, og senere findes en forkullet kvindekrop i resterne af huset. Er det Olivia?

 

Et godt plot

af Jean Hanff Korelitz - udkommer i januar
En psykologisk spændingsroman af forfatteren til Det burde du have vidst. Jake var engang en lovende, ung forfatter. Nu har han ikke udgivet noget i årevis og underviser i stedet for i kreativ skrivning. Hans mest arrogante elev Evan annoncerer, at han slet ikke har brug for Jakes hjælp og røber plottet i en kommende roman til Jake. Inden bogen udkommer dør Evan, og Jake skriver selv bogen og bliver rig og berømt. Men en dag modtager han en mail fra en anonym afsender med teksten: ”Du er en tyv.”

 

Sara og August

af Pernille Juhl - udkommer i januar
En dramatisk og gribende kærlighedshistorie om et umage par. August vokser op i Aabenraa i 1930’erne. Han bliver drillet i skolen og bliver først ladt i fred, da han bliver venner med Herman. Hans familie er meget interesseret i Hitler, hvilket smitter af på August. Sara vokser op i en jødisk familie i Berlin. Jødeforfølgelsen i Tyskland tager til, og på Krystalnatten bliver familien overfaldet i deres hjem. Det lykkes dem at flygte til Aabenraa, hvor August og Saras veje krydses.

 

Oblivion

af Anna Elisabeth - udkommer januar
Efter en fest lørdag aften anklages Hans for voldtægt, mandag aften tager han sit liv. Flere år senere skriver Ida en bog om den weekend, hvor det hele gik galt. Det tvinger en gruppe mennesker til at genbesøge nogle minder, de helst ville glemme; de to veninder Ida og Johanne og Hans’ venner, hans far og de andre voksne, der var involveret dengang og ikke tog ansvar, Johannes mor, sygeplejersken, advokaten, politimanden, ungdomslederen, redaktøren.

 

1979

af Val McDermid - udkommer i januar
1. bind i en serie på fem om den skotske journalist Allie Burns. På nyhedsredaktionen kæmper hun for at undgå ’husmoderstoffet’, og sammen med kollegaen Danny Sullivan afdækker hun både en skandale om international skatteunddragelse og en planlagt terroraktion. Det skaffer parret mange fjender, og pludselig findes Danny myrdet i sin lejlighed.  

 

De andres land

af Leïla Slimani - udkommer i januar
Den franske og frigjorte Mathilde forelsker sig i den marokkanske mand Amine, der kæmper i den franske hær under 2. Verdenskrig. Efter befrielsen genforenes de og flytter til Marokko, hvor Amine har arvet et stykke jord af sin far. Genforeningen er først ren ekstase, men snart viser skyggesiderne sig; Amine har forandret sig drastisk i løbet af krigen, jorden er ufrugtbar og livet i Marokko fattigt og fuldstændig anderledes end i Frankrig. En roman om kultursammenstød og undertrykkelse, om forelskelse og ulykke, om at være en fremmed i sit land og kæmpe for sin frihed.

 

Pas på dig selv!

af Susanne Staun - udkommer januar
2. bind i krimiserien om små og store forbrydelser i provinsen.
Det er ikke ufarligt at være en af de irriterende typer, der blander sig i andres gøren og laden – en af dem, der samler et cigaretskod op og giver det til ejermanden med besked om, at vedkommende vist tabte noget. En dag, hvor den skarpe vintersol står lavt på himlen, lærer Karina at holde snuden for sig selv på den hårde måde: På genbrugspladsen irettesætter hun højlydt en muggen mand og fortæller, at han ikke må smide bildæk i containeren til Småt brændbart. Men man ved aldrig, hvem der tager indblanding så ilde op, at det får konsekvenser for ens liv og helbred.

 

Det sidste søm

af Stefan Ahnhem - udkommer i januar
6. bind i krimiserien med Fabian Risk i serien
Han har afpresset. Han har mishandlet. Han har vadet over adskillige lig for at nå hele vejen til toppen. Han hedder Kim Sleizner og er chef hos Københavns politi. Betjenten Dunja Hougaard er gået under jorden for på egen hånd at indlede en efterforskning af sin tidligere chef. Da en højtstående person fra efterretningstjenesten bliver fundet død i en bil på bunden af det københavnske havneløb, strammes grebet. Spørgsmålet er bare om hvem.

 

Kryb

af Julie Hastrup - udkommer i februar
9. bind i krimiserien med Rebekka Holm
Drabsefterforskeren Rebekka bliver kaldt ud til et mistænkeligt dødsfald på en lille i Øresund. I øens gamle militæranlæg bor en gruppe frivillige, der arrangerer begivenheder for andre unge, og det er under et politisk arrangement, at en pige ved navn Frida bliver fundet død i en skakt inde i anlæggets labyrinter af gange og rum. Rebekka opsøger Fridas forældre og opdager, at den unge Frida havde en tung bagage med sig. På retsmedicinsk får hun flere oplysninger, der tyder på, at der var noget helt galt omkring Frida, noget der rækker ind i en ukendt og skræmmende verden.

 

1795

af Niklas Natt och Dag - udkommer i februar
Slutningen på det store værk om en blodig tid i Sveriges historie. Som et såret dyr driver Tycho Ceton rundt i byen, mens han brygger på en plan, der skal genvinde hans tabte storhed. Han vil lave et spektakel, der er mere modbydeligt end noget, Stockholm hidtil har set. Én mand har sat sig for at stoppe ham: Emil Winge. Men Winge mærker hurtigt, at han står alene med sin sag. De paranoide myndigheder har vigtigere ting at tage sig af, og hans kampfælle Mickel Cardell er optaget af sin egen søgen efter Anna Stina Knapp, der er forsvundet efter hendes børns død.

 

Under sneen

af Yrsa Sigurdadóttir - udkommer i februar
Ny selvstændig thriller fra Islands ubestridte krimidronning. Et redningshold bliver sendt ud i det afsidesliggende islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud i mørke og snestorm? Og hvorfor forlod de deres shelter uden ordentligt overtøj? Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. Intet er, hvad det ser ud til. Om det er blodpølen fundet i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko, der har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, eller det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker.

 

Vinderne

af Fredrik Backmann - udkommer i februar
3. bind i trilogien om Bjørneby
Dette er en lille historie om de store spørgsmål: Hvad er en familie? Hvad er en ishockeyklub? Hvad er et samfund? Og hvad er vi villige til at ofre for at beskytte dem? Der er gået to år siden alt det, som ingen har lyst til at tænke på, skete. Alle har prøvet at komme videre, men der er noget ved dette sted, som gør det umuligt. Denne gang starter det med en storm, men ender med et opgør. Nogen, som har været væk længe, er på vej hjem. Nogen bliver begravet. Nogen forelsker sig, nogen drømmer om NHL, og nogen drømmer om hævn.

 

Som man sår

Af Hans Rosenfeldt og Michael Hjorth - udkommer i februar
7. bind i krimiserien med Sebastian Bergman
En skarpskytte har efter tre mord på blot få dage har sat en skræk i livet på alle i Karlshamn. Der findes ingen ledetråde, ingen vidner, og ofrene synes tilfældigt udvalgt. Imens har Sebastian Bergman søgt en mere stille tilværelse, siden han blev morfar, og arbejder nu som psykolog og terapeut på deltid. Han kontaktes af en mand, der vil bearbejde sine traumer efter tsunamien i 2004.

 

Den forsvundne by

af Camilla Sten - udkommer i februar
En sommerdag i 1959 forsvandt alle indbyggere i den lille, svenske mineby Silvertjärn som dug for solen. Efterladt tilbage fandt man kun en død kvinde og et nyfødt barn. Ingen ved, hvorfor eller hvorhen de mange mennesker forsvandt, og ingen har siden sat sine ben i byen. Før nu. Dokumentarfilminstruktøren Alice har været optaget af historien om den forsvundne by, siden hun var barn. Hele hendes bedstemors familie forsvandt nemlig sporløst i den mystiske tragedie. Men der sker mystiske ting for filmholdet.

 

Ly

af Emma Bess - udkommer i februar
Linda er kunstfotograf og rejser fra sit hjem i London til Danmark, hvor hendes far ligger for døden. Hun indlogerer sig hos sin datter, Sally, der bor i rækkehus med sin mand og to børn. Da Sally var barn, var hun motiv for Lindas fotografier, men siden har hun distanceret sig fra sin mor. I løbet af dagen op til besøget på hospitalet forsøger de at nærme sig hinanden, men samtidig melder der sig reminiscenser af dybe formende svigt.

 

Jackie

af Anne Swärd - udkommer i februar
19 år gammel og med glubende appetit på livet forlader Jackie sin barndomsby i Sydsverige for at drage til hovedstaden og udleve sine drømme om at være fri og uafhængig. Men allerede på togrejsen slår planen sprækker. Et flygtigt møde med en fremmed bliver begyndelsen på et kærlighedsforhold, som fanger Jackie i den altopslugende forelskelse. En roman om kærlighed, besættelse og en ung kvindes kamp for overlevelse.

 

Harlem Shuffle

af Colson Whitehead - udkommer februar
En farverig og vild kærlighedserklæring til 1960’ernes Harlem. Carney lever et ordentligt og lovlydigt liv på overfladen som respekteret møbelhandler i Harlem. Sammen med sin kone Elizabeth venter de deres andet barn. Hendes forældre bryder sig ikke videre om deres i øjne lidt uhumske svigersøn. Og måske har de ret i deres bange anelser for Carney har forbindelser og småforretninger kørende med Manhattens underverden.

 

Ild og dybt vand

af Camilla Grebe og Åsa Träff - udkommer i februar
På en regnvejrsaften i en forstad til Stockholm forsvinder en niårig pige sporløst. En uge senere forsvinder også pigens seksårige bror fra sin skole. Mistanken vendes straks mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste. Profileringseksperten Siri Bergman kobles på sagen, og da liget af en kvinde bliver fundet, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der billeder af den afdøde kvinde op på et onlineforum, hvor hun er afbildet sammen med de forsvundne børn. 

 

Dagbogens hemmelighed

af Frida Skybäck - udkommer i februar
I sin mormors gamle sommerhus finder Rebecka en dagbog og en samling breve. De er fra 1940’erne, og snart viser det sig, at hendes familiehistorie er mere indviklet, end hun troede. Hvad er det for mørke hemmeligheder, hendes elskede mormor Anna skjulte gennem alle årene? Gennem brevene og dagbogen får Rebecka indblik i livet under 2. Verdenskrig.

 

Ingen er skyldig

af Bent Haller - udkommer i februar
Jørgen vokser op i Frederikshavn i 1960’erne i en privilegeret og kultiveret familie. Han er en sær og indadvendt dreng, der bliver drillet i skolen, men en dag møder han den charmerende Poul, som bliver hans ven. Jørgens forældre tager Poul til sig som en søn af huset, og efterhånden overskygger han fuldkommen Jørgen. De to venner flytter sammen i et kollektiv og er både forbundne og i evig konflikt. Poul spiller musik og har masser af damer, mens Jørgen passer høns og står lidt uden for det hele. En grum og humoristisk roman om et kompliceret venskab, der kuldsejler.

 

Oprindelig skrevet af Helsingør Kommunes Biblioteker


Af: lrchr

Udgivet: Mandag 10. januar 2022 • Opdateret: Mandag 10. januar 2022