Tag ud i naturen med Villads
Læs den nye bog om Villads: "Villads fra Valby – ud i naturen"
Måske kender I allerede Villads, den søde og ikke mindst frække dreng fra Valby, som altid får rodet sig ud i noget, der sjældent går som planlagt. Nu har Anne Sofie Hammer skrevet en ny bog, der hedder ”Villads fra Valby – ud i naturen”. Over et helt år tager Villads fra Valby og hans venner hver uge på tur ud i skoven sammen med en voksen fra deres SFO. Her lærer de bl.a. om bål, dyr og planter. Villads tager nogle af de gode ideer med hjem fra turene og afprøver derhjemme. Det går selvfølgelig ikke altid helt, som det skal.
Der er kapitler til hver årstid, så bogen kan bruges året rundt. Efter hver historie er der nogle faktasider, hvor man kan læse om noget af det, som Villads har lært. Han får f.eks. kenskab til, hvordan man kender forskel på rovfuglene og hvilke ting, man kan spise fra naturen. Der er også nogle sider med forslag til, hvad man selv kan lave af sjove ting ude i naturen, f.eks. bage snobrød eller samle ting til juledekorationer.
Historierne om Villads er sjove og ikke mindst vedkommende. Tingene går aldrig helt som Villads forestiller sig, og han får let rodet sig ud i noget. Bogen kan både bruges som højtlæsning fra 5 år, og så kan hele familien tage den med, når man selv skal ud og opleve naturen.
Anbefalet af
Anni Jensen
Udgivet: Lørdag 6. august 2022 • Opdateret: Onsdag 14. september 2022