AssensBibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Else Kristensen

Denne bog er den første i en trilogi om jungledyret Hugo. Her er han på eventyr med ræveungen Rita, i nr. 2 er han på farten igen, og i nr. 3 er han i nordlysets land. Og eventyrligt er det. Bogen starter en kold vinternat. Hugo er flygtet fra filmstudiet, og han og Rita er hoppet på et godstog, der kører mod de varme lande. Deres mål er junglen, hvor Hugo stammer fra. I kapitel 2 og 3 fortæller Hugo om sig selv. Han er optimist og stolt af at være et sjældent dyr. Gennem hele bogen er Rita efter ham, når han praler, men hun beundrer ham også, fordi han er opfindsom og modig. Først undslipper de en journalist og en fotograf. Siden bliver de indblandet i en forbryderfamilies gentagne forsøg på at kidnappe en millionærbaby. Hugo og Rita bliver fanget og går gruelig meget igennem, inden det lykkes dem at slippe fri. På snirklet vis ender de i Hugos jungle, hvor hans venner jubler over gensynet. Bogen vil med sine 18 kapitler være velegnet til oplæsning i indskolingsklasserne. Den er velskrevet, fantasifuld og humoristisk. Omslaget er et meget farvestrålende junglesceneri fra en Hugo-film. I øvrigt er illustrationerne sort/hvide stregtegninger i den kendte stil fra filmene