Totalt enkel og totalt dejlig billedbog for de små billedbogslæsere, der er på vej væk fra pegebøgerne. At være ude på egen hånd, at være lille og blive stor, lydtræning eller blot en god historie. Sød forside. Ca. 2-4 år

Mis med de blå øjne er det første, jeg tænker på. Illustrationerne ligner en hyldest til Egon Mathiesens klassiker. Samme enkelhed, farverne blå og hvid som de helt dominerende med enkelte gule effekter, store runde øjne, ja selv fodsporene er med. Teksten er stram, klar og rigtig fin at læse højt, med gentagelser og lyde, der ligger godt på tungen. Den lille sneugleunge Ulla ved ikke selv, hvad en sneugleunge siger. På en tur ud i den store, hvide natur møder den sneharen, sneræven og isbjørnen, der alle (sammen med læseren) ryster på hovedet, når den forsøger sig med I-I, O-O, Y-Y og de andre vokal-lyde, indtil den hjemme hos sneuglemor lærer det rigtige U-U

Charlotte Pardi tegner i sin sædvanlige streg, skævt og med humor, men denne gang uden mange farver. Mette Moestrup har skrevet en billedbog tidligere, Ti grønne fingre (2007/45), men er ellers mest kendt for sine digte

Grafisk talent møder sproglig snilde, og vupti, har vi en perle for de yngste billedbogslæsere. Bogens enkelhed og brugen af kun to farver virker så logisk. Hvis nogen lader bogen stå i billedbogskrybben, fordi de synes, den har for få farver, så snyder de sig selv