Lektørudtalelse
Forfatter : Thomas Olesen
Kort om bogen
Spørgende, eksistentielle digte syr forbindelser mellem natur, religion og det private. Til virkelighedens drømmere
Beskrivelse
Et observerende, men også italesættende jeg står i centrum af disse 15 digte, der udforsker de materielle og immaterielle sider af verden, både virkelighedens og drømmens verden. Områderne, som udforskes, er jeg'ets private erindringer og oplevelser, naturen samt myter og religiøse fortællinger fra verdens- og religionshistorien. Der søges efter forklaringer på livets mening, begyndelse og slutning, men svarene er ikke givne på forhånd. I zigzag bevægelsen ind og ud af de forskellige områder dannes der broer, som forbinder det adskilte. Forbindelserne er imidlertid porøse og jeg'et famlende: "Broen er væk i tågen mens vi kører ind på den / og verden ligger et sted bagved"
Vurdering
Den store undren skaber fremdrift i digtene, men samtidig er den udforskende skrift fuld af (religionsvidenskabeligt) vid og overblik. Når Leth er bedst, formår han at danne forbindelser, der både overrumpler og foruroliger, som fx her hvor naturbeskrivelser af Vejlefjord mixes med avislæsning om døden i Syrien: "nede ved fjorden løb vinden som usynlige børn (...) I Syrien havde de lagt ungerne ud på rækker."
Andre bøger om samme emne
I Morten Søndergaards Døden er en del af mit navn findes samme eksistentielle søgen i det private og den kollektive verdenshistorie