Lektørudtalelse
Forfatter : Henriette Elkjær Smedebøl
Kort om bogen
En hyggelig bog om sommeraktiviteter og overnatning hos farmor. Med aktivitetsforslag og oplæg til dialogisk læsning. For 3-5-årige
Beskrivelse
Laura er på besøg hos farmor. Hun får solcreme og sommerhat på for at beskytte mod solens stråler. Hun hjælper med at plukke jordbær og tomater. Hun finder mariehøns og maler sine egne på sten. Der er også drageflyvning, isspisning, vandplaskeri og meget andet. Efter en lang og dejlig dag bliver Laura puttet i farmors gæsteværelse - i morgen venter endnu en dejlig sommerdag. I slutningen af bogen er der opskrifter på hjemmemalede mariehøne-sten og blomster lavet af servietter og pinde. Forrest i bogen er en række spørgsmål om bogens handling, som kan hjælpe den voksne i gang med en samtale om bogen
Vurdering
En hyggelig og virkelighedsnær bog med enkle illustrationer i klare farver. Kan bruges som forberedelse inden barnet skal på overnatning hos en bedsteforælder. Bogen skiller sig ud ved at hjælpe dialogisk læsning på vej og foreslå at man selv arbejder med nogle af de aktiviteter man læser om i bogen
Andre bøger om samme emne
Laura og foråret foregår også hos farmor og har samme opbygning med spørgsmål og aktivitetsforslag. For de 2-4 årige findes desuden Nanna og sommeren og Anna og sommeren som også er virkelighedsnære fortællinger om dejlige sommerdage. For de 3-6-årige findes "Sommer!" jubler Bruno hvor man kan lære lidt om naturen