Lektørudtalelse
Forfatter : Lone Rahbek Christensen
Kort om bogen
Spændende og eventyrlig 2. del i serien "Magikernes tid" om krigerprinsessen Håb og magikerdrengen Xar, som skal bekæmpe de onde hekse og redde Krigerlandet. Bogen kan læses højt for børn fra 8 år og selvlæses fra ca. 10 år
Beskrivelse
Kampen mellem det gode og det onde fortsætter, nu hvor heksekongen er sluppet fri fra Magifjernerstenen. Kun krigerprinsessen Håb og magikerdrengen Xar kan redde Krigerlandet fra heksenes onde magi, men Xar holdes fanget i Dunderly Fængslet, og Håb har fået stuearrest af sin mor, den frygtindgydende Dronning Hildur. Forfatter og illustrator er engelske Cressida Cowell. Filmrettighederne til serien er solgt til DreamWorks, som også stod bag animationsfilmen Sådan træner du din drage, som bygger på Cressida Cowells bog med samme titel
Vurdering
Bogen lever til fulde op til 1. del og fortsætter, hvor den slap. Fortællingen er både eventyrlig, spændende og humoristisk, og den er fuld af finurlige væsener, som fx grumdunstere og hugtandsbjørne. Forfatterens sort/hvide stregtegninger er helt fantastiske. Som i 1. del af serien varierer de fra helt små illustrationer til hele sider - og nogle gange flere sider i træk, som fx et afsnit om besværgelser. Det er en helt igennem smuk og indbydende bog
Andre bøger om samme emne
Bogen minder om Cowells Sådan træner du din drage. Begge serier handler om børn, der ikke lever op til deres forældres forventninger, men som alligevel viser sig at være helte