Lektørudtalelse
Forfatter : Anne-Mette Lerche
Anvendelse/målgruppe/niveau
Nye læsere, der holdt af den tyske Stasi-film De andres liv vil blive begejstret for denne klassiker, ligesom mange vil genlæse den med stor fryd
Beskrivelse
Romanen handler om Winston Smith og hans forsøg på at gøre oprør mod den totalitære stat, han bor i. Da bogen udkom første gang i 1949, var den ifølge analyser et produkt af efterkrigstiden, og staten bogen omhandler, Oceanien, har mange lighedspunkter med nazi-Tyskland og det stalinistiske styre i Sovjetunionen dengang. Bogen er en kontrafaktisk beskrivelse af hvad der ville være sket, hvis tingene var gået anderledes efter 2. verdenskrig, og det dystre fremtidsscenarie kan ligeledes være aktuelt i dag, hvor totalitære systemer i fx Irak, kan afføde lignende historier. Det er med andre ord en tidløs roman, der giver et fantastisk indblik i en mands kamp mod systemet
Sammenligning
I forhold til forrige udgave er forside og bagside peppet betydeligt op, og henvender sig især til de, der vokset op med, at "Big Brother" er et realityshow, man ser i fjernsynet. Der er kraftige gule overskrifter på en sort ildevarslende baggrund, og en opdateret bagsidetekst, der siger at bogen også er interessant selvom 1984 ikke længere er ude i fremtiden. Paperback'ens tekstindhold er dog uhyre komprimeret, og skriften har en tendens til at blive gnidret på det gullige papir. Ikke en bog for svagtseende!
Samlet konklusion
En fantastisk personskildring og en udødelig klassiker, der vil skabe gensynsglæde og med sit nye layout og lommeformat tiltrække nye læsere