Lektørudtalelse
Forfatter : Inger Søndergaard
Anvendelse/målgruppe/niveau
Her udkommer endnu to små herlige og finurlige bøger til oplæsning for børn fra 2 år om den foretagsomme Lili og hendes hund. De handler om hhv. glæden ved at få gaver og at blive vred og uvenner
Beskrivelse
Begge ophavsmænd er produktive og kendte i billedbogssammenhæng. De begyndte deres samarbejde med serien om Lili i 2011 med titlerne Lili børster tænder og Lili elsker mad. Begge bøger er enkle dagligdags forløb, der ser livet i børnehøjde og helt uden voksne. På billedsiden udvikler det sig vildt for den selvstændige pige. Teksten er kort, nøgtern og enkel, men vender ligesom de sjove let karikerede tegninger tingene på hovedet. I Lili bliver vred går Lili sulten på jagt efter mad i hundeskålen. Da hunden bider Lili, bider hun igen, og først da de begge hyler af vrede, forsones de som venner. I Lili er vild med gaver er de fælles om glæden ved at få gaver helt i børnehøjde, hvor sløjfer, papir og indpakning fungerer bedst for deres fælles leg og glæde
Sammenligning
Bøgerne ligner mange andre billedbogsserier, fx Fauerbys bøger om Mette, og sjove bøger om dagligdags emner kan vi ikke få nok af. Lily bliver vred er en smule mere grænseoverskridende end de fleste af slagsen, da Lili stjæler hundens mad og bider, men solidariteten med det lille barn er intakt
Samlet konklusion
På en sjov og underfundig måde gøres helt almindelige ting til noget særligt. Børnene vil more sig over Lilis foretagsomhed, og de voksne vil kunne tænke lidt mere over, hvad deres børn tænker og føler