AssensBibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Jette Landberg

Kort om bogen

Overraskende spændingsroman om finske Norma, hvis hår fornemmer stemninger og sygdomme og vokser flere meter om dagen. Fortællingen om en både sårbar og stærk kvinde, der vikles ind i et kriminelt netværk. Kræver en koncentreret læser, der forventer noget helt anderledes

Beskrivelse

Norma er ikke længere helt ung, men hendes mor skærmer hende stadig fra omverdenen, da hun har en helt speciel lidelse. Hendes hår vokser ekstremt meget, og i det skjulte sælger hendes mor håret under dække af, at det er ukrainsk hår. Hun arbejder for den mafialignende Naakafamilie i Helsinki, der foruden hårsaloner er involveret i børnehandel og rugemødre over hele verden, og dette bliver moderens død. Den finsk-estiske forfatter slog for alvor igennem med Renselse, som hun fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 2010. I den beskriver hun Estland i 1940erne og 1950erne. Her er vi i nutidens Finland, men Naakafamilien har kriminelle projekter over hele verdenen

Vurdering

En anderledes spændingsroman, der også siger meget om udnyttelsen af kvinder over hele verden og skønhedsindustriens store magt. Oksanen er aldrig enkel at læse, og det er denne heller ikke, men den tålmodige læser belønnes med en speciel blanding af rå mafia og mystik

Andre bøger om samme emne

Det er svært at sammenligne med andre end Oksanen selv, da forfatteren er meget speciel. Udover spændingsintrigen og mafiasporet bliver jeg mindet om sydamerikansk magisk realisme og forfattere som fx Isabel Allende