Lektørudtalelse
Forfatter : Louise Urban Andersen
Kort om bogen
Et opgør med den fremherskende dommedagstænkning. Bogen kan læses af alle med interesse for verdenssamfundet og verdens reelle tilstand
Beskrivelse
Multikunstneren Kristian Leth, bl.a. kendt fra bandet The William Blakes, fik en depression af verdens elendighed, og det kulminerede en aften, hvor hans datter bad ham fortælle, hvad meningen med livet er. Han måtte lyve, for han vidste det ikke, og han havde ikke en tro på, at verden i morgen ville være et bedre sted end i dag. Det blev startskuddet til denne bog, hvor Leth forsøger at give et mere positivt syn på fremtiden. I en tid med terror, klimaforandringer og pandemier synes verdens undergang tæt på. Leth analyserer menneskets, til alle tider, trang til at skimte undergangen eller apokalypsen. Gennem interviews med bl.a. Johan Norberg og Max Roser stilles der skarpt på mediernes ensidige fokus på negative nyheder. Bogen afrundes med gode grunde til at have håb for fremtiden. Appendiks indeholder statistik og noter
Vurdering
Meget opløftende, livsbekræftende og læseværdig bog, der gennem grundig research viser læseren, at verden med tiden er blevet et bedre sted at leve. Forfatteren nedtoner ikke reelle problemer såsom klimaforandringer, men kalder på optimisme, fordi optimisme giver energi til forandring
Andre bøger om samme emne
Den nu afdøde Hans Rosling opfordrede, på samme måde som Leth, til at være langt mere optimistisk på menneskehedens vegne i bogen Factfulness