AssensBibliotekerne

Multimedievurdering

Forfatter : Finn Christiansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

PS3, Xbox 360. Klassisk rollespil som foregår i en gigantisk og åben fantasy-verden. Den lange, velskrevne historie og spillets episke dimensioner appellerer primært til voksne spillere, dvs. fra 16 år. Sværhedsgraden bestemmer man selv. Spiller man tålmodigt og sørger for at forbedre figur og udstyr i takt med historiens udvikling, er sværhedsgraden tilpas. Sproget er engelsk. Der er meget dialog, som naturligvis er tvingende nødvendig at forstå. PEGI: 18 og ikon for vold

Beskrivelse

"The elder scrolls"-serien har været Bethesda Softworks' flagskib siden 1994. Fem generationer plus diverse tillægspakker er det blevet til indtil videre, men der må gerne komme endnu mere, for det har været klasse-spil stort set hele vejen. Nærværende kapitel i sagaen om det krigshærgede kontinent Tamriel, foregår et par hundrede år senere, end sidst vi var der. Kolossale drager, som man troede var uddøde, er begyndt at sprede død og ødelæggelse. Som efterkommer af en gammel drageslægt, skal du opklare dragernes hemmelighed. Undervejs skal du nedkæmpe drager og lære deres særlige angreb - en interessant nytænkning i genren, som skaber glimrende fremdrift i karakteropbygningen. Den store verden er smuk og indbydende at gå på opdagelse i. Der er op til 300 timers spilletid, hvis alle side-quests skal med - og det er næsten umuligt at lade være!

Sammenligning

Biowares fremragende Dragon age-serie er et lignende, men dog mere actionminded alternativ

Samlet konklusion

Genrens bedste spil, muligvis siden Oblivion, muligvis nogensinde - intet mindre! Under alle omstændigheder et stensikkert indkøb af skyhøj kvalitet!