Lektørudtalelse
Forfatter : Helle Laursen
Kort om bogen
5 pegebøger hvor vi følger den lille kanin, Albert, og hans familie og venner i forskellige hverdagssituationer. For hvordan holder man op med at gå med ble, får styr på sine følelser eller har en hyggelig dag i Zoo med far og mor? For 2-4 år
Beskrivelse
I "Albert på Bondegården" besøger Albert sine bedsteforældre, der har en gård med mange dyr. I "Albert har fødselsdag" følger vi forberedelserne og festen. I "Albert og hans følelser" kommer Albert gennem hele følelsesregisteret, i "Albert på potte" smider Albert bleen, og endelig i "Albert i zoo" er han på besøg i zoo sammen med far og mor, og møder både søde og lidt farlige dyr. Hver bog afsluttes med spørgsmål, leg og læring med bogens emne som udgangspunkt. Bøgerne er oversat fra fransk. I klassisk kvadratisk pegebogsformat på 18x18 cm. Indbundet
Vurdering
Hyggelige pegebøger til højtlæsning for de 2 til 4-årige, med en del tekst. Med grafiske og farverige illustrationer, som giver børnene mulighed for selv at billedlæse. Bøgerne fortæller om små episoder i hverdagslivet, der er velkendte i de fleste småbørnsfamilier
Andre bøger om samme emne
Læs også serien om "Lillesøster" af Kari Grossmann, eller om den foretagsomme pige Lili i bøgerne af Kim Fupz Aakerson. Endelig kan I læse bøgerne om kaninen Mille og musen Mulle, der findes mere end 20 bøger om dem