Lektørudtalelse
Forfatter : Jakob Poulsen
Kort om bogen
I 1992 flygter Saša med sin familie fra borgerkrigen i Jugoslavien til Tyskland. Som voksen ser han tilbage på sin opvækst og sin brogede herkomst. Da hans bedstemor i Bosnien-Hercegovina bliver dement, genser han hende en sidste gang for at de sammen kan binde en sløjfe på en mytisk fortælling i familien. For læsere af farverige slægtsromaner
Beskrivelse
For at få permanent opholdstilladelse må Saša Stanišić bevise over for den tyske udlændingestyrelse, at han kan ernære sig som forfatter. Ansøgningsformularen bliver til en selvbiografisk erindringsroman: et fantastisk panorama over både Saša egen opvækst og selvforståelse, der er præget af fantasifulde, skræmmende og menneskevarme anekdoter fra hans multietniske familiehistorie i ex-Jugoslavien
Vurdering
"Herkomst" handler om at kende til og at huske på sine egne rødder, navnlig når en kaotisk verden eller demens søger at udslette historien. Det er også en hyldest til de små, måske endda betydningsløse anekdoter, som viser sig at være de elementer, der med lidt fri fantasi kitter den større fortælling sammen. Romanen slutter i en særlig fantasy-genre, hvor læseren selv bestemmer handlingen, og er en rørende og kærlig hyldest til den ældre generation. Meget anvendelig for læsekredse
Andre bøger om samme emne
Det, du ikke vil vide af Birgithe Kosović handler bl.a. også om at være flygtning fra ex-Jugoslavien og vokse op i et fremmed land. Af bøger om livet i Østeuropa før murens fald kan fx nævnes Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov