AssensBibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Ida Sørud

Kort om bogen

15-årige Jamie skal starte på efterskole og glæder sig til at komme væk hjemmefra. Men det er en udfordring at blive en del af et fællesskab, hvor popularitet betyder alt, og Jamie må sande, at efterskolelivet er lidt af en kamp. Men så får hun en ny roomie. For unge læsere af hverdagsrealisme

Beskrivelse

Jamie har glædet sig til at starte på en frisk efter sin fars død og ser frem til det, der skal være det bedste år i hendes ungdomsliv. Men virkeligheden på efterskolen er en helt anden, end det glansbillede, Jamie har forestillet sig. Hun har svært ved at blive en del af fællesskabet og føler sig ensom, lige indtil hun en dag får en ny bofælle - den lidt mystiske og reserverede pige Michelle. Der opstår en fortrolighed mellem de to, som langsomt udvikler sig til en forelskelse, men samtidig begynder skolens mest populære pige at vise interesse for Jamie som veninde. Kan de to ting overhovedet forenes - og hvad er egentlig det vigtigste, når alt kommer til alt?

Vurdering

"Hvis du vil have regnbuen" er en fantastisk ungdomsbog. Den behandler temaer som venskab, ung kærlighed, forvirring og sorg på en meget omsorgsfuld måde, og den fremstår helt igennem troværdig i sin fremstilling af ungdomslivets mangeartede udfordringer. Det er rart at læse en bog, der ikke forherliger efterskolelivet, men som også handler om de problematiske og svære ting ved at skulle passe ind i flokken

Andre bøger om samme emne

 Den dag vi døde og Ukendt land behandler begge efterskolelivet, men med vidt forskellige tilgange