AssensBibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Therese Bjerre Ekman

Kort om bogen

Læs om Fafner, Sleipner, jætterne og mange andre fantastiske fabeldyr og væsner fra den nordiske mytologi. Her er også quizzer, spil og ideer til aktiviteter. Til højtlæsning fra 7 år, og selvlæsning fra 9 år

Beskrivelse

I bogen kan man læse om mange væsener, og også lidt om de nordiske guder, om livets træ Yggdrasil og om regnbuebroen Bifrost. Der er ideer til kreative projekter og opskrifter. Forfatteren sammenligner med væsener fra andre kulturer og myter, og der er korte fakta om virkelighedens heste, ravne, regnorme og ulve. I kapitlet "til angreb" dyster væsenerne mod hinanden, og til sidst er der en lille ordliste. Bogen har lix 26 og er gennemillustreret i farver

Vurdering

Bogen kommer godt rundt om den nordiske mytologi uden at gå i dybden. Man får præsenteret en masse korte fakta og uddrag af myterne. Dem der kender nogle af historierne i forvejen vil få mest ud af bogen. På grund af spillene og indslagene med ideer til små aktiviteter, kan bogen inspirere til temaarbejde, eller til aktiviteter derhjemme. Illustrationerne er en blanding af stregtegninger, fotos, detaljerede billeder der virker håndmalede, og enkle illustrationer med ensfarvede flader. Derfor har bogen ikke et samlet grafisk udtryk

Andre bøger om samme emne

Den flotte Nordiske guder til samme aldersgruppe har flere fortællinger med. Sigurd fortæller om de nordiske guder (mp3) er til de lidt yngre. I Nordiske guder til de større børn er fortællingerne foldet ud