AssensBibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Torben Bråe Olesen

Kort om bogen

Billedbog om Nanna, der fortæller om, hvordan hun og børnehaven fejrer halloween. For børn på 2-4 år

Beskrivelse

Nanna fortæller om den dag, hun skal have sit heksekostume på i børnehaven, fordi de skal fejre halloween. De skærer græskar til med øjne og en mund, der smiler. Når der kommer lys i, bliver det hyggeligt, og hyggen breder sig, da børnene maler med fødderne. De spiller hekseleg med en heksehat, der skal rammes med ringe. De får græskarsuppe og cupcakes med edderkopper. Nanna, Noa og Ali rasler slik med deres halloween-spande og ringer på dørene i mere end ti huse. Bagest i bogen giver Nanna kreative idéer til at genbruge skrald til at lave en edderkop og en flagermus. Forfatter og illustrator har udgivet mange billedbøger for børn, som fx Jeg er astronom og Nanna ved tandlægen

Vurdering

Det er en venlig og inkluderende verden, Nanna lever i, såvel hjemme som her i børnehaven. Bogen giver idéer til lege og beskriver situationer, der kan bruges til dialog og begrebsindlæring med børn. Siderne er i kraftigt papir med enkle og udtryksfulde billeder som i tidligere bøger om Nanna

Andre bøger om samme emne

Forfatter/illustrator står bag en lang række bøger om Nanna og hendes familie og venner, fx Nanna på toilettet og Hej! Vi er Noa og Nanna. Om halloween findes fx Hvis jeg havde en flagermus og Anna fejrer halloween