Lektørudtalelse
Forfatter : Marion Tirsgaard
Kort om bogen
Jonathan lever og ånder for fodbold, men et år på efterskole sætter tankerne i gang og forandrer ham for altid. Letlæst ungdomsbog for læsere fra 13 år
Beskrivelse
Omskrevet og læsebearbejdet udgave af Jesper Wung-Sungs Det år sjæle slår smut om Jonathan, der starter på efterskole. Fodbold betyder alt for Jonathan, men da han brækker benet, må han sætte fodboldspillet på pause og starte på Ruvinge Efterskole. Jonathan tæller dagene til, gipsen skal af, så han kan skifte til en idrætsefterskole, men langsomt begynder han at falde til og tænke over, hvem han egentlig er uden fodbolden. Minder om farfaren og storebroren trænger sig på, og da Jonathan forelsker sig i Asta, går det op for ham, at fodbold ikke er alt. Med stor skrifttype, god afstand mellem linjerne og personliste forrest. Bogen har lix 19 og er en del af serien "Fjerlette bøger", der består af letlæste bøger til læsesvage unge og voksne
Vurdering
Eftertænksom og fin bog, der skildrer efterskolelivet og en drengs søgen efter at finde sig selv og sin plads i livet. Forsiden er desværre ikke så appellerende og vil få nogle unge til at vælge bogen fra
Andre bøger om samme emne
Sammenlignet med den oprindelige udgave, Det år sjæle slår smut, har denne kortere sætninger og et lettere og mindre detaljerigt sprog. Læs også fx Efter skole og Ikke en film med lykkelig slutning, der kredser om de samme problemstillinger