Lektørudtalelse
Forfatter : Marion Tirsgaard
Kort om bogen
Snøft og host! Frida og Frode er syge. De hygger i sofaen, men pludselig er deres krammedyr også blevet syge. Heldigvis kan doktor Frida og doktor Frode klare ærterne. Skøn papbilledbog til de mindste fra 1-3 år
Beskrivelse
Frida er syg og bliver passet af sin far. Fridas bedste ven, Frode, er også syg, og Frode og Frida får lov til at være syge sammen i sofaen. Det er hyggeligt at være syg, men også lidt kedeligt. Frida og Frode får øje på fars flotte kuglepenne på sofabordet, og de begynder at tegne prikker på papiret, på tapetet og på gulvet . Åh, nej. Nu har Fridas tøjelefant og Frodes krammekrokodille fået prikker. De er også blevet syge, men heldigvis kan doktor Frida og doktor Frode kurere dem. Det er 11. billedbog i serien om Frode og Frida, der går i vuggestue sammen. Bogen er i et lille kvadratisk format med papsider, som de andre titler i serien. Med helsides illustrationer og kort tekst
Vurdering
Endnu et skønt bind i serien om Frode og Frida, der består af charmende hverdagsfortællinger, som de mindste kan spejle sig i. Illustrationerne er søde og lette af afkode, og serien fungerer med den korte tekst godt som overgang fra pegebøger til de første billedbøger
Andre bøger om samme emne
Minder om serier som "Bo & Bella", fx Bo & Bella - søskende og bedste venner. Andre gode hverdagsserier, der kan fungere som overgang mellem pegebøger og billedbøger, er fx Bea og Basse - Bea og Basse på stranden og Pan og ællingerne