Lektørudtalelse
Forfatter : Marianne Agger
Kort om bogen
Berta og mor skal ikke noget særligt i dag. Bare en tur i parken. Men ovre i parken ved man aldrig, hvad der kan ske. Sød billedbog for børn fra 3-6 år
Beskrivelse
På en helt almindelig dag skal Berta og mor en tur i parken og få lidt luft. I parken ved man aldrig, hvad der kan ske, siger Bertas mor, da de cykler derhen. Ovre i parken kigger en mand på blomster, imens hans hund lægger en lort. Berta ser også en løber, et kyssende kærestepar og en vred svane i søen. Da et hvidt fnug flyver forbi Berta på legepladsen, løber hun efter det. Pludselig er hun blevet væk og kan ikke genkende noget. Så møder hun en hund, der også er blevet væk, og som også hedder Berta. Bertas ejer hjælper Berta med at finde tilbage til legepladsen, hvor hun genforenes med sin mor. Zakiya Ajmi har fx også skrevet Heksen, og Siri Melchior har illustreret mange billedbøger, bl.a. Lili er ikke for lille
Vurdering
Sådan en helt almindelig dag, hvor man ikke har de store planer, kan pludselig ende med at blive en begivenhedsrig dag. Bogen viser, at man ikke behøver rejse langt væk til et eksotisk sted for at opleve en masse. Skøn fortælling med de dejligste tegninger i lækre farver, af den charmerende og eventyrlystne Berta
Andre bøger om samme emne
En anden billedbog om en tur i parken er fx Hugo & Holger får nye venner og en om at blive væk er fx Xenia bliver væk