Berøringen af hud - af Pia Tafdrup
Pia Tafdrups digtsamling fra sansekvinteten "De fem sanser"
Digtenes afvekslende indtryk skaber svingninger i mennesket selv, hvor forskellige grundstemninger efterlader et eksistentiel aftryk. Her trænger et overordnet spørgsmål sig på: for hvad er egentlig summen af et menneske? Når enkeltindividet bemærker en verden, der består ved sin følsomhed og orden, så bliver det selvsamme individ også i stand til at fornemme, og ikke mindst undres over en verden, som glimrer ved sin mangel på samme – og den kendsgerning alene udgør ikke mindst en stillingtagen til ens egen plads i verden.
Værksamlingen består af følgende: Smagen af stål (2014), Lugten af sne (2016), Synet af lys (2018), Lyden af skyer (2020) og Berøringen af hud (2022).
Berøringen af hud (2022)
Det sidste og afsluttende værk i kvintetten er forbundet med følesansen og udforsker mangfoldigheden af øjeblikstilstande og den kropslighed, vi som mennesker oplever, hver gang vi er i fysisk berøring med andre mennesker eller materialer af forskellig art. Huden er det taktile berøringspunkt: den bugter sig som en fin linje mellem person og krop, men også som et forhold mellem krop og verden.
Hos Tafdrup er berøringen en betoning om udstrækning og nærvær, og digtværket er derfor et alsidigt register over sanselighedens intensitet. Det er en pointering om inderlighed, men samtidig fremhævelsen af huden som et flygtigt hylster, der både adskiller og fremmer forståelsen af det indre selv og den ydre verden.
Det er følelsen af vibrationer: fra hudens svage sitren til den forventningsfulde strejfen, som når vi er i fysisk berøring med et andet menneske. Det er fornemmelsen af at være en lille brik i den store natur, der rører os, hvad enten vinden har sit blide tag i os, eller vi overvældes af smukke stjernekonstellationer. Men berøring er også en erklæring om modstand, ubehag og modvilje. Det er følelsen af afsavn og fravær til den meget konkrete, fysiske ulyst, som når vi værger os imod noget udefrakommende, eksempelvis en kanyle, der skal til at perforere vores hud.
Værket retter også en kritik af menneskets egen berøring af naturen, og om hvordan et ressourcemæssig behov fører til, at naturen vender sig imod mennesket selv. Her et uddrag fra ’Tjernobylvinden’, der omhandler Tjernobylulykken i Ukraine i 1986:
”En bestråling mærker jeg ikke, kun
et måleapparat kan angive, om den usynligt
finder sted, vinden
opleves ikke som andet
end lun forårsvind, hjerteslaget
roligt, ingen faresignaler viser sig umiddelbart,
partikler føres med vinden og siden nedbøren
til både Europa og det østlige USA,
regnen sender partiklerne ned i grundvandet,
cæsium, jod, stronium, plutonium og andet,
stofferne trænger ind i planter, ind
i vores fødekæde, længe
spiser ingen svampe og bær
fra lande, hvor tjernobylvinden blæste.”
Verden reagerer på vores berøring ved at fremmedgøre sig selv og trække sig bort fra menneskelig indgriben; hvor en skadelig verdenstilstand betoner distancen mellem mennesket og verden. Vi lærer gennem berøring – både fordi, det er en menneskelig følelse og et menneskeligt grundvilkår at være i stand til at berøre. Når vi berører, er vi følelsesmæssigt engageret i et sanseligt udtryk; vi har formuleret et sprog. Den fysiske kontakt er et sprog, og den fremhæver netop dét, der gør os til mennesker – på godt og på ondt.
Skrevet af Lars Holm Andersen
Udgivet: Mandag 26. september 2022 • Opdateret: Fredag 28. oktober 2022