Lugten af sne - af Pia Tafdrup
Pia Tafdrups digtsamling fra sansekvinteten "De fem sanser"
Digtenes afvekslende indtryk skaber svingninger i mennesket selv, hvor forskellige grundstemninger efterlader et eksistentiel aftryk. Her trænger et overordnet spørgsmål sig på: for hvad er egentlig summen af et menneske? Når enkeltindividet bemærker en verden, der består ved sin følsomhed og orden, så bliver det selvsamme individ også i stand til at fornemme, og ikke mindst undres over en verden, som glimrer ved sin mangel på samme – og den kendsgerning alene udgør ikke mindst en stillingtagen til ens egen plads i verden.
Værksamlingen består af følgende: Smagen af stål (2014), Lugten af sne (2016), Synet af lys (2018), Lyden af skyer (2020) og Berøringen af hud (2022).
Lugten af sne (2016):
Andet bind i digtkvintetten tager udgangspunkt i menneskets evne til at dufte og lugte den fysiske verdens tilstedeværelse. Eller sagt med andre ord: Hvordan vi erfarer verden. Det er en skelnen, der svinger mellem velbehaget og ubehaget. Menneskets fortrolighed med at definere duftnuancer udfolder en konkret sanselighed og et begreb om verdens beståen, hvor omgivelserne i en konstant vekselvirkning enten drages tættere eller distanceres. Duftvariationerne tydeliggør spændvidden: fra det velkendte og pirrende, over det gådefulde og frastødende. Fra skiftende årstider, blomster, der springer ud, våde blade, den specifikke duft af et andet menneske, til lugten af euforiserende stoffer, død og rengøringsgifte. Det er verdens umiddelbare nærhed (som det eksempelvis gør sig gældende i digtet ’Din duft vækker mig’) over for mødet med den fjerne, men ikke bortgemte verden, som helt bogstavelig kan synes uhåndgribelig. Netop en manglende evne til helt at få greb om ydre forhold og deres indflydelse, synes at udspringe fra værkets første digt ’Ånd’:
”Jeg indånder sneluft, indånder et verdensrum,
sneen daler, danser mellem træer, danser
under gadelygters lyskegler, sneen har mistet himlen,
sneen hvirvler gennem rummet, jeg indånder kulde,
indånder renhed, sneen er hvile for sjælen,
tanker stiger op, ekspanderer, mens hvert fnug søger
sit tilfældige centrum i verden, snehimlen lægger sig
på jorden, noget rækker ud over kroppens grænse,
noget større er til, end jeg kan omfatte, kun ane,
snehimlen lægger sig over mit hjerte,
jeg indånder luften, der binder
os sammen hver for sig.”
Sne er særegen; det er noget sjældent og skrøbelig. Det er et naturfænomen, dette noget, som vi ikke kan tage ejerskab over, fordi sneen utvivlsom er en foræring fra naturens side. Når den rene, hvide sne lægger sig som en dyne over verden, så er det samtidig et vilkår, der lægger uden for den menneskelige kontrol.
Når vi trækker vejret, gennem en rytmisk og regelmæssig indånding og udånding, så registrerer vi ikke kun dufte og lugte i et forsøg på at drage verden tættere. Åndedrættet har også fundamental betydning for vores egen beståen i verden og – ultimativt – vort eget endelige. Så åndedrættet beror også på stedslige kvaliteter, som et forhold der afspejler, hvordan vi står over for verden; heraf forstået om vores verdensbillede er præget af harmoni eller disharmoni. Der er en sammenhæng mellem åndedræt og verdensforhold. Åndedrættet er vigtig, fordi det tydeliggør en moderne bevidsthedsfølelse om at være ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Således kan vi eksempelvis have en fornemmelse af, at noget tynger os. Vi kan opleve en stødvis vejrtrækning som et udtryk for en utryghed, hvor vi forsøgsvis prøver at genvinde fatningen en lille smule ad gangen. Åndedrættet bliver et udtryk for vort kendskab til verden.
For atter en gang at inddrage sneen: Det er i mødet med de ydre omstændigheder, vi ikke kan beherske, at berøring og erfaring opstår.
Skrevet af Lars Holm Andersen
Udgivet: Onsdag 5. oktober 2022 • Opdateret: Onsdag 2. november 2022