Lyden af skyer - Pia Tafdrup
Pia Tafdrups digtsamling fra sansekvinteten "De fem sanser"
Digtenes afvekslende indtryk skaber svingninger i mennesket selv, hvor forskellige grundstemninger efterlader et eksistentiel aftryk. Her trænger et overordnet spørgsmål sig på: for hvad er egentlig summen af et menneske? Når enkeltindividet bemærker en verden, der består ved sin følsomhed og orden, så bliver det selvsamme individ også i stand til at fornemme, og ikke mindst undres over en verden, som glimrer ved sin mangel på samme – og den kendsgerning alene udgør ikke mindst en stillingtagen til ens egen plads i verden.
Værksamlingen består af følgende: Smagen af stål (2014), Lugten af sne (2016), Synet af lys (2018), Lyden af skyer (2020) og Berøringen af hud (2022).
Lyden af skyer (2020)
Fjerde bind i digtkvintetten udforsker lyden, og det lydmæssige klangbillede, der sætter os i forbindelse med det, som er nært og fjernt. Det er eksempelvis hverdagen, andre mennesker og ikke mindst verdens indretning. Alle er de markører for det lydtapet, vi forventer at høre i vores dagligdag, eller som vi sætter i forbindelse med særlige steder, begivenheder eller erindringer.
Det er tingenes særegne lyd – og dermed ikke mindst den sammenhængskraft og forventning, man har til den helt specifikke lyd. Hos Tafdrup er det i digtet ’Danske dagliglyde’ lyden af ”vækkeurets alarm [der] saver gennem kranieskallen”. I digtet ’Konkylien’ bliver konkylien synonym med en forbindelse til en anden verden, når konkylien sættes for øret: ”Med konkylien ser jeg med øret solnedgangen i Havanna, de kulørte saltætsede huse langs kysten”. Det er lydnuancer som i digtet ’Regn’, der fremhæver den tiltagende og intensiverende lyd: ”prikregn, trommeregn, styrtregn”.
I digtet ’Djævlens interval’ efterlader det sagte ord en stemning, der bryder med måden, hvorved man stiller sig til verden:
”I luften hænger en besked, ingen af os
ønsker at høre, ordene
får kroppen til at forvitre samme øjeblik,
deres ekko kastes tilbage.
Vi sidder i stolen som fængslet af en dom,
sidder lige så stille,
intet er længere det samme.
Solen tøver ikke, der skinner som før,
træet udenfor står
som før,
alligevel er alting forandret,
en fugl i træet flyver fra en gren til en anden,
hvordan skal vi leve
efter denne dag?”
Det er muligt for os at gøre ting med det talte ord: Ord kan skabe den samme virkning som handling, hvis man eksempelvis medtænker, at ord kan ’slå os til jorden’ eller ’hæve os til skyerne’. Det sagte ords hørbarhed er som et legeme i svingninger, der skaber svingninger i et andet legeme. Man taler også om, at noget kan ’vække genklang’: at man mødes med sympati og betænksomhed fra det andet menneske.
Hvordan lyder verdenen? Hvordan skal man sanse og erfare lyden af skyer? Skyen som fænomen fremhæver en relation til mennesket, som er meget abstrakt. Man kan ikke forestille sig en verden uden skyer, men omvendt kan man hellere ikke høre dem ’rulle’ hen over himlen. Skyer indikerer en ’tavshed’, som måske angår menneskets eget bindeled til verden: at tavshed betoner noget meget eksistentielt; både for den måde, som vi er stillet i verden, men også i forhold til den måde, vi vælger at agere i verden Det angår spørgsmålet om, hvorvidt vores ageren i verden skaber genklang, eller om vi blot er et konturløs ekko af os selv?
Skrevet af Lars Holm Andersen
Udgivet: Fredag 21. oktober 2022 • Opdateret: Fredag 28. oktober 2022